DANSK
KAMMERMUSIK FORBUND
DANSK KAMMERMUSIK FORBUND (DKF) stiftet 1969
er en sammenslutning af amatørmusikere - strygere, blæsere og
pianister - som spiller kammermusik. Forbundets formål er at skabe kontakt
mellem amatører og give dem lejlighed til at spille kammermusik under kyndig
vejledning.
Som medlem af Dansk Kammermusik Forbund får man
- en medlemsliste med navne, adresser, mail og
telefonnumre samt hvilke instrumenter, medlemmerne spiller.
- Mulighed for at deltage i stævner,
hvor man får instruktion af professionelle musikere i et værk, ensemblet
har valgt. Desuden kan man, uden for instruktionstimerne, spille på tværs
i andre kombinationer, hvis man ønsker dette.
- indbydelse til særlige arrangementer som Kvartet'iaden,
hvor deltagerne flere gange i løbet af en dag trækker lod om, hvad de skal
spille og hvem de skal spille med.
- adgang til et omfattende nodebibliotek,
som drives af Dansk Amatør Orkester Samvirke. Mail-adressen til
nodebiblioteket er daos@mail.dk og
telefonnummeret er 7582 8405.
- kontakt til en amerikansk søsterforening, Amateur Chamber Music
Players, ACMP. Denne forening har medlemmer i hele verden, dog flest i
USA, og fungerer som kontaktnet for amatørmusikere. Man kan finde meget
mere om ACMP på deres netsted http://www.acmp.net
- en lille bog "DKF 1969-2009", der fortæller lidt
om, hvem der startede foreningen og hvordan den har udviklet sig igennem de
første 40 år. (Bogen udsendes efteråret 2009 til alle medlemmer.)
Hvert år arrangerer Dansk Kammermusik Forbund tre stævner med indkvartering:
Et forårs-weekendstævne i februar-marts, gennem flere år afholdt på Nordisk Lejrskole & Kursuscenter i Hillerød Dette er især for medlemmer, som mangler spillepartnere.
Et sommerstævne i begyndelsen af juli med op til 80 aktive deltagere. Det
afholdes på Nørgaards Højskole i Bjerringbro (ved Gudenåen
mellem Randers og Viborg).
Et efterårs-weekendstævne i oktober-november, der som regel holdes samme
sted som forårsstævnet.
På disse stævner medvirker erfarne danske professionelle musikere som
instruktører. Deltagerne øver og får instruktion i faste ensembler, der arbejder med et enkelt værk. Uden for de faste øvetider
er der mulighed for at gå sammen i andre spillegrupper og spille andre værker.
Ud over de tre stævner afholdes der normalt en Kvartet'iade en søndag i
januar i København (et 1-dags arrangement).
Dansk Kammermusik Forbund har for tiden (2008) ca. 340
medlemmer. Det årlige kontingent er 200 kr. for aktive, 100 kr. for passive
medlemmer, unge under uddannelse og professionelle musikere.
DKF er medlem af Danske Amatørorkester Samvirke (DAOS) og Dansk Amatørmusik
(DAM).
Referat af generalforsamlingen marts 2011 kan ses her.
Indmeldelse kan ske elektronisk med denne Indmeldelses-formular
eller ved henvendelse til:
Jens Fredborg (formand), Bredesvinget 23, 2830 Virum, Tlf.: 2270 9474,
e-post: QJF@mth.dk
Morten Clauson-Kaas (kasserer), Nivåpark 2, 2990 Nivå. Tlf. 4914 9019,
e-post: JMCK@mail.tele.dk
Retur til forsiden
Chr. Gram, 14-03-2011